Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 3/1 – 2012.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 28/11 – 2011.

Før valget lød det fra Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, at det ikke ville blive dyrere for den almindelige dansker, hvis Socialdemokraterne kom til magten. En målsætning, der for mange danskere formentlig forekom en kende uambitiøs.

Det var allerede før valget mere end dyrt nok at være dansker i forvejen – og man kunne jo i stedet have valgt den målsætning, at det skulle være billigere! Et løfte om, at det i det mindste ikke ville blive dyrere, var dog trods alt noget.

Siden regeringsskiftet er det imidlertid blevet dyrere at ryge, at drikke et glas rødvin, at spise fredagsslik, at drive virksomhed, at betale sin skat, at skrue op for varmen, at arbejde hjemmefra – og det er kun en foreløbig liste. En lang række fordyringer, der kan mærkes på pengepungen.

Tilbage står to muligheder: enten har Socialdemokraterne som i så mange andre tilfælde ikke holdt det, de lovede før valget, eller også er det bare meget få individer, der i socialdemokratisk optik er almindelige danskere. Eftersom jeg er opdraget til at tro på det bedste i mine medmennesker, må jeg gå ud fra, at det er mig, der har misforstået budskabet. På den baggrund lyder mit spørgsmål til Socialdemokraterne: Hvem er den almindelige dansker?

Signe Munk klandrer mig i sit læserbrev 10/9 for ikke at have forstået, hvad forhandling går ud på. Imidlertid opridser jeg i mit læserbrev 7/9, der omhandler oppositionens målsætning om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, meget klart forudsætningen for, at en forhandling kan finde sted. Forudsætningen er forhandlingsvilje: ”Den danske ordning, hvor arbejdstid, løn og så videre forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter, nødvendiggør, at denne idé støttes af fagbevægelsen, hvis den skal realiseres.” Påstanden om, at jeg ikke har forstået princippet ved en forhandling, er med andre ord noget vås.

Signe Munk har til gengæld ret i, at forudsætningen for en forhandling mellem oppositionen og fagbevægelsen er til stede. Fagbevægelsen har nemlig givet oppositionen håndslag på, at de vil finde 15 mia. kr. Ligeledes har hun ret i, at man ikke kan præsentere resultatet af en forhandling, før den har fundet sted. Det væsentlige spørgsmål står dog til stadighed ubesvaret: hvorfor kan forhandlingen ikke finde sted før valget, så oppositionen inden valgdagen kan fremlægge resultatet? Kunne det måske skyldes en formodning om, at borgerne næppe vil reagere med begejstring?

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 7/9 – 2011.

Den økonomiske politik, der ifølge oppositionen skal bringe Danmark sikkert ud af krisen, har som et af sine store slagnumre ideen om tolv minutters ekstra arbejde om dagen. Tolv minutter, som angiveligt giver 15 mia. kr. i kassen.

Den danske ordning, hvor arbejdstid, løn og så videre forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter, nødvendiggør, at denne idé støttes af fagbevægelsen, hvis den skal realiseres. Hurtigt efter ideens lancering måtte S og SF sande, at det ikke er tilfældet – og hvorfor skulle fagbevægelsen da også støtte længere arbejdstid for dens medlemmer?

Fagbevægelsen lovede dog, at den nok skulle finde de 15 mia. kr., og forleden forlød det, at en plan var klar. Interessen for at erfare dens indhold er selvsagt stor, men det kan desværre ikke lade sig gøre. Hverken fagbevægelsen eller oppositionen agter nemlig at delagtiggøre borgerne i den famøse plan – før efter det kommende valg. Gad vide hvorfor. Er planen virkelig så ubehagelig, at oppositionen ikke tør fortælle danskerne om den, før de har afgivet deres stemme?

Mange har nok bemærket Venstres nye kampagne, Bag Facaden, der søger svar på de mange ubesvarede spørgsmål vedrørende oppositionens politik. Kampagnen spørger for eksempel hvilke patienter, der ikke længere skal nyde godt af behandlingsgarantien? Hvordan de varslede flyafgifter hænger sammen med et Danmark i balance? Hvordan den offentlige gælds himmelflugt – anslået af Finansministeriet til 320 mia. kr. i 2020 mod 50 mia. kr. i dag med S og SF’s økonomiske politik – harmonerer med den fortsatte bevarelse af velfærdssamfundet?

Med andre ord er der tale om en lang række væsentlige spørgsmål til tvivlsomme politiske initiativer, der vil fordyre og forringe danskernes hverdag. Den store opmærksomhed, kampagnen har fået, er derfor fortjent. Oppositionens svar, derimod, har ingen bemærket. De har nemlig ikke sagt en lyd, hvis man ser bort fra den stædige insisteren på, at Venstre fører “skræmmekampagne.”

Men hvordan kan en kampagne, der ikke gør andet end at formidle fakta og spørge, hvorfor i alverden oppositionen vil, som den vil, være en skræmmekampagne? Det er over min forstand. At nogen kan finde den ganske skræmmende, er til gengæld let at forstå. Især hvis det er første gang, de hører om oppositionens politik.

Indrømmet: også med regeringens 2020-plan stiftes der gæld frem til 2020. Anno 2020 går budgettet så i balance. Hverken opposition eller regering kan således prale af en økonomisk plan, der løser landets samlede økonomiske udfordring i ét hug, og man kunne bestemt have ønsket sig et mere vidtgående udspil fra regeringen.

Alligevel står danskerne overfor et klart valg. Mens regeringen har fremlagt et veldokumenteret og seriøst bud på, hvordan vi sikrer den fornødne finansiering til at opretholde det danske velfærdssamfund fremover, byder oppositionens plan stadig på huller i milliardklassen.

Èt ligger imidlertid fast: kommer S og SF til magten, skal danskerne til lommerne. En almindelig dansk familie kan således imødese en ekstraudgift på 28.000 kr. om året, hvis S og SF’s politik bliver til virkelighed. Samtidig betyder S og SF’s uansvarlige politik en seksdobling af den offentlige nettogæld fra omkring 50 mia. i år til i omegnen af 320 mia. i 2020. Det er et overvældende beløb, og hvem skal mon betale? Det skal vi – Danmarks ungdom. Må jeg være fri, tak!

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, lancerede onsdag et bud på, hvad oppositionen efter hans overbevisning bør gøre ved mediestøtten, hvis en rød regering skulle blive en realitet efter valget. Og hvad sagde da Sass Larsen? Jo, han ville såmænd skære i støtten – til de borgerlige aviser!

Udgivelser som Berlingske, Jyllands-Posten og Børsen var Sass Larsens egne eksempler på aviser, der burde stækkes. Var man ikke enig med oppositionen, måtte man altså med andre ord rende og hoppe, hvis det stod til Sass Larsen.

En holdning, der selvsagt strider ganske imod basale demokratiske værdier som ytrings- og trykkefrihed. Hvis staten overhovedet skal støtte nyhedsmedier, er det altafgørende, at tildelingen af støtte foregår uden politisk slagside. Over hele linjen blev historien da også modtaget med hovedrysten.

Dagen efter havde Sass Larsen imidlertid tænkt sig om. Udtalelsen var en joke og sagt med ”et skævt smil,” forklarede han. Meget vel. Gad vide, hvor meget af oppositionens politik, vi i grunden kan tage alvorligt?

Første trin til at få hjælp er at indrømme, at man har et problem, men for Helle og Villy kan det virke helt uoverskueligt at finde et sted at starte.

Først og fremmest har de begge en stor trang til at tage fra andre, altså kleptomani, og dernæst en omfattende afhængighed af at bruge hver en krone, altså købemani.

Herefter kommer et nærmest sygeligt behov for at gamble med hele Danmarks fremtid, altså ludomani. Når vi andre så læser Fair Løsning 2020 igennem og spotter de mange, mange huller i deres økonomiske plan for landets fremtid, lyder det, som om Helle og Villy har lært at trylle! Med en stor spids hat og en tryllestav har S og SF’s formænd åbenbart tænkt sig at lede landet!

Oppositionen har mandag fremlagt Fair Løsning 2020. Planen, der udgør oppositionens endelige bud på, hvordan Danmarks økonomiske udfordringer frem til 2020 skal løses, er således nu offentliggjort og stillet til skue for alle og enhver, der måtte ønske at vide, hvad de kan vente sig af en eventuel rød regering efter et valg. Og man må lade S og SF, at dele af planen er veldokumenteret – nemlig de dele, der koster penge at realisere.

Hvad angår de dele, der skal skæppe i kassen og sørge for at genoprette balancen i dansk økonomi, er dokumentationen desværre mindre overbevisende. For eksempel er det ikke givet, at flere i uddannelse vil indbringe hele 4,8 mia. kroner. Det afhænger blandt andet af, om man når det noget optimistiske mål for andelen af unge i uddannelse, der er en af forudsætningerne.

De 15 mia. fra trepartsforhandlinger med fagbevægelsen forudsætter ligeledes, at fagbevægelsen overhovedet har i sinde at forhandle om andet og mere end gavmilde gaver til bevægelsen selv. Også dette er tvivlsomt, og man kunne blive ved. Det er unægtelig imponerende, at oppositionen har fantasi til at forestille sig alle de fugle på taget – men det ser ikke ud til, at de har nogen i hænderne?

Oppositionen har ødelagt den offentlige debat. Det, der engang var intelligente menneskers udveksling af argumenter i gensidig respekt for hverandre, er i dag degenereret til en fordummende opvisning i mere eller mindre velartikulerede ukvemsord.

Når økonomer foreslår, at en ændring af boligbeskatningen måske er en måde at finansiere den danske velfærd på, er det ”økonompis”, hvis man spørger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup. Hverken mere eller mindre.

Når Børsens journalister drister sig til at spørge, hvornår præcis Socialdemokraternes 12 minutter mere i arbejde skal sættes i værk, og hvad det betyder for planens holdbarhed, er det intet andet end ”fuckjournalistik” i politisk ordfører Henrik Sass Larsens øjne.

Også fagbevægelsen er ramt af bacillen. Da LO’s Harald Børsting for eksempel blev forelagt, at den gennemsnitlige dansker i dag giver statskassen et underskud på omtrent 800.000 kr., lød svaret således, at ”sådan noget vrøvl” gad han skam ikke høre på. Hvor bliver respekten – for ikke at tale om argumenterne – af?