Regeringen ønsker at forøge antallet af skolepraktikpladser som løsning på problemet med manglen på praktikpladser til de unge på erhvervsuddannelserne.

Man bør i stedet motivere de ung til at søge ind på en uddannelse, hvor de faktisk har en reel mulighed for at få en praktikplads. En uddannelse baseret på udelukkende skolepraktik vil alt andet lige ikke være det samme værd og give de samme jobmuligheder som en uddannelse gennemført med udelukkende ordinær praktik. Man stiller derfor den unge håbefulde mand eller kvinde et dårligt alternativ i udsigt, hvor de risikerer at bruge 3-4 år på en uddannelse, med ingen eller næsten ingen værdi efterfølgende.

Jeg anerkender, at skolepraktik kan være et supplement i en afgrænset periode, hvis ikke andet er muligt, men viser det sig helt umuligt for den unge at finde en praktikplads i erhvervslivet, bør han/hun i stedet tage en anden uddannelse, hvor chancerne er bedre.

Arbejdsmarkedets Erhvervsråd (AE) udkom for nylig med en analyse, der viste, at skolepraktik giver næsten ligeså gode jobchancer og næsten ligeså højt et lønningsgrundlag som ordinær praktik, dog med en betydelig forskel de første par år samt varierende efter branche. Men denne undersøgelse omfatter kun elever færdiguddannet i 2004 og deres beskæftigelse og lønniveau i 5 år frem. Altså dermed før den økonomiske krises indtog.

Jeg tvivler på, at man kan drage samme konklusion om 5 og 10 år, når endnu flere nyuddannede med skolepraktik kommer ud på arbejdsmarkedet, medmindre væksten til den tid er lige så høj som før krisen og arbejdsudbuddet dermed ligeså lille. Og det vil næppe ske, væksten vil starte meget langsomt og fra et lavt niveau. Det bliver fortsat svært at få finansieret byggeprojekter mv. samtidig med, at staten ikke i længden har midler nok til at holde væksten oppe med offentlige investeringer.

Det er derfor at stikke de unge mennesker blår i øjnene, når man giver dem muligheden for at tage en uddannelse, som de har en stor risiko for ikke at kunne bruge, pga. manglende praktiske kundskaber som nyuddannede.

Vi kommer heller ikke uden om, at der fortsat vil være hård konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. Derfor skal danske unge være dygtige – så dygtige, at de kan modstå denne konkurrence. Det er selvfølgelig den unges eget frie valg, der skal afgøre, hvad han/hun vil med sit liv. Men staten skal ikke stille uddannelser til rådighed, der ikke matcher erhvervslivets behov, bare fordi en embedsmand i Beskæftigelsesministeriet har regnet ud, at det isoleret set er en bedre forretning for staten, at de unge er i skolepraktik end på kontanthjælp. Ingen af delene er nødvendigvis et særlig godt valg på langt sigt.

Staten skal i stedet skabe et sundt erhvervsklima, der giver grundlag for nye arbejdspladser samt gøre det mere attraktivt at ansætte elever. Måske er en del af problemet for høj startløn, stramme ansættelsesvilkår og lignende. Problemer, der for eksempel kunne løses ved, at lærlingene var på SU det første år. I hvert fald burde man se på, hvordan man øger motivationen og muligheden for at ansætte lærlinge frem for at skabe et dårligere alternativ for de unge.

Det er, som om succeskriteriet for uddannelse i høj grad er, dels hvor mange der får en uddannelse i det hele taget, og dels hvor mange der tager en videregående uddannelse.

I et stedet burde man i højere grad spørge sig selv, er de uddannelser, der tilbydes i dag gode nok? Har de nyuddannede lært noget, de kan omsætte til værdi, når de gør deres entré på arbejdsmarkedet? Det er nemlig lige præcis det, der gør en forskel for den enkelte og for samfundet.

Uddannelse er ikke kun et spørgsmål om eksamensbeviser, men mest af alt et spørgsmål om at udvikle sig personligt, menneskeligt og fagligt.  Så man efterfølgende er i stand at matche erhvervslivet behov og udfordringer.

Tænk, at SF tillader sig på det nærmeste at kommandere med deres vælgere! Netop en sådan overskrift giver mig kuldegysninger og gru i sinde. Det er sådan, jeg frygter min hverdag bliver under en rød regering: fuld med tvang og tydelige opfordringer til at lade staten bestemme, hvordan jeg skal leve.

Denne udvikling er desværre at genkende i diverse propagandataler fra yderst kedelige episoder fra historien. Episoder, de færreste danskere ønsker at genopleve. Men meningen med udtalelsen kan for mig ikke stå mere klart. En rød regering vil gøre forbud, mindre personlig frihed og mindre økonomisk råderum til danskernes hverdag. Jeg siger nej til røde lænker!

Normalt vil en sådan situation med lavvækst resultere i lav inflation. Imidlertid har inflation generelt været høj i perioden og Danmark går ikke fri. Inflationen har været omkring 2 %, som man helst ikke skal over ifølge de fleste økonomers vurdering. Aktuelt har den været oppe i 3 % i julimåned i forhold til sidste år. Høj og stigende inflation er ofte udtryk for at økonomien allerede kører i for højt gear i forhold til udbuddet af forskellige nødvendigheder i produktionen.  Pt. skyldes inflationen bl.a., at olie- og fødevarepriserne har været stigende.

I en sådan situation skal man være varsom med at låne flere penge til forbrug, fordi øget aktivitet alt andet lige vil øge inflationen.  Selvom inflationen ikke levnes megen plads i den offentlige diskussion, er den yderst vigtig. Den rammer nemlig dem, der vælger at spare op, ved at gøre penge mindre værd og tilskyder folk til gældsætning, fordi udgifterne hertil er lettere at bære, når værdien af pengene falder. Inflation virker således akkurat som en skjult skat, der flytter penge fra folk, der sparer op til folk, der gældsætter sig, selvom den ikke formelt fremtræder som en skat.  Og specielt fordi finanskrisen i 2008 udsparing af for voldsom gældsætning, giver det stof til eftertanke at fører en sådan politik. Vi skal ikke begå samme fejl igen!

Fra den røde blok side lyder svaret på udfordringen som altid ”brug flere penge”. Det var svaret før, under og efter højkonjunkturen. Disse finansieres her og nu indiskutabelt ved at ”slå et hul i kasse” som soc.dem. finansordfører har formuleret dette. Dette er en alt for enøjet og dogmatisk politik at føre. For vækst og beskæftigelse er ikke alt, hvis bagsiden af medaljen er enorm offentlig gældsætning og ikke mindst skjult skat på opsparing.

Der hersker en nøje sammenhæng mellem effektiv transport og danskernes velfærd. Derfor investerer vi de kommende år massivt i forbedring af den trafikale infrastruktur. Det gælder vejnettet, som er afgørende for vækst overalt i landet. Og det gælder den kollektive trafik, der skal være et attraktivt alternativ til bilen.

Venstre vil bruge gulerod, ikke pisk.

På denne baggrund er det som liberal uhyggeligt at læse om de transportpolitiske tiltag i S-SF’s økonomiske plan ”Fair Løsning 2020”. Lad mig nævne tre eksempler på skadelige røde trafikforslag.

For det første foreslår S-SF, at der indføres en yderligere kørselsafgift på lastbiler på 1,5 mia. kr. om året. Forslaget er gift for konkurrenceevnen, fordi den helt nødvendige transport af råvarer og færdige produkter derved bliver dyrere i Danmark. Til stor skade for beskæftigelsen i eksporterhvervene – herunder også hele fødevareerhvervet.

For det andet foreslår S-SF, at der indføres en betalingsring for biler omkring København. Forslaget betyder, at bilisterne skal punge ud med 2 mia. kr. om året i bompenge. For at opnå et sådant provenu skal der skønsmæssigt betales 40 kr. pr. passage i myldretiden. Det betyder, at en pendler med bopæl uden for København vil få en merudgift på 18.000 kr. om året. Der er reelt tale om en ny rød skat og et ideologisk felttog mod bilen.

For det tredje foreslår S-SF, at der indføres en passagerafgift på 75 kr. pr. flybillet. Der er tale om endnu en skadelig rød skat, der hæmmer vækst og aktivitet. Billetpriserne vil stige markant. F.eks. skal de 179.000 passagerer mellem Bornholm og København punge ud med yderligere 13,5 mio. kr. om året. Forslaget er gift for danske lufthavne, der vil komme ind i en negativ spiral med dalende omsætning og indtjening. Desuden vil ordningen øge skævvridningen af Danmark.

De nævnte eksempler viser, at der blot inden for transportområdet er fæle tidsler i den røde 2020-buket. Til gengæld kan jeg garantere, at Venstre vil kæmpe for, at de skadelige forslag aldrig føres ud i livet.

Naturligvis skal fødevaresektoren underlægges kontrol, men når man medtager de offentlige kontrolinstanser, som branchen i forvejen er underlagt, antager kontrollen efterhånden et absurd niveau, mener Claus Bitsch, medlem af VU Viborgs bestyrelse.

Til tider kan man undres over den konstante stigning i det offentlige forbrug. Man spekulerer på, om de større udgifter altid beror på fornuftige dispositioner. Her følger et eksempel på, hvad nogle af pengene er gået til.

I Fødevarestyrelsens kamp for fødevaresikkerhed og dyrevelfærd har man oprettet et såkaldt rejsehold, der skal kontrollere, at reglerne overholdes. Deres bemyndigelse er ret stor, ja, faktisk så stor, at de i særlige tilfælde kan tilsidesætte grundlovens bestemmelser om den private ejendomsret og forlange adgang til en privat bopæl uden dommerkendelse.

De er da også til tider yderst grundige i deres søgen efter ulovligheder. I et konkret eksempel afholder rejseholdet et uanmeldt besøg hos en mælkeproducent i Midtjylland. Hovedformålet er at kontrollere, om der på bedriften benyttes ulovlig medicin. De første to kontrollanter triller derfor ind i gårdspladsen i deres fine bil med kongekrone, netop som morgenmalkningen tager sin begyndelse. En noget overrasket landmand får besked på at afbryde malkningen midlertidigt samt slukke sin mobil. Herefter ankommer flere biler, indtil der i alt befinder sig 8 skatteyderaflønnede kontrollanter på ejendommen. Alle er de kørt ca. 130 km fra Aalborg ned til den midtjyske kvæggård.

I de efterfølgende timer undersøger de alt grunddigt, tager mælkeprøver og leder ihærdigt efter opfindsomme gemmesteder, som var det en narkoransagning i en rockerborg. De finder dog alt i den skønneste orden på nær nogle spædekalve, der efter reglerne var blevet for gamle til at gå i enkeltboks og i stedet skulle flyttes til en fællesboks. Det var, hvad de 8 morgenfriske kontrollanter opnåede med deres 260 km lange køretur.

Besøget blev ikke afholdt på baggrund af en begrundet mistanke, men som et led i en række rutinemæssige besøg, man foretager uanmeldt. Iflg. Fødevarestyrelsens hjemmeside udtages der årligt ca. 200 besætninger til medicinkontrol, og disse besøg sker altid uanmeldt.

Hvad prisen for et sådant kontrolbesøg er, kan man kun gætte på, men det er næppe gratis at sende 8 mand af sted fra Aalborg før solopgang.

Naturligvis skal fødevaresektoren underlægges kontrol, men når man medtager de offentlige kontrolindstanser, som branchen i forvejen er underlagt, antager kontrollen efterhånden et absurd niveau. Undertegnede tillader sig at stille spørgsmålstegn ved, om dette niveau har sin berettigelse, eller der om der i stedet blot er tale om at holde et stort kontrolapparat beskæftiget på skatteydernes regning.

De fleste tænker logisk, når de står i stemmeboksen og glaner ned ad den meterlange liste med både navne man kender, navne man ikke kender og partier.  At tænke logisk handler om én selv, man står altså med tanken: ”hvad er nu en gang bedst for mig og mine kære?” Det er ganske naturligt, men man kan godt være i tvivl.  Derfor er her nogle spørgsmål, du kan stille dig selv i form af et lille skema:

Hvis de fleste af dine svar ligger i ”nej”-spalten, så burde du stemme borgerligt! For et stykke tid siden skabte Helle Thorning og Villy Søvndal en forbudsliste. Her fik man som læser fortalt, at man nu ikke helt selv må bestemme, hvilken parfume man bærer. For en hel almindelig dansker, der arbejder i en børnehave, vil det betyde, at den parfume hun fik af sin oldefar lige inden han døde, som hun elsker overalt på denne jord, ikke længere må bæres for den indskrænkelse, der desværre vil komme under en S-SF regering.

Et andet eksempel kunne være en direkte frihedsberøvelse; det vil under Helle blive forbudt for mennesker under 18 at bestemme, hvordan de vil se ud. Helle og Villy ønsker at forbyde folk under 18 at gå i solarium – men for nogen er det en del af deres udseende at have en dejlig glød. For andre kan det være nødvendigt. Der er en del danskere rundt om i landet, der lider af en hudsygdom, som kun kan forbedres, hvis de får en tilpas stor mængde af UV-B stråler. Deres hud bliver rød, kløende og føles direkte brændende, hvis de udsættes for deres aktanter. Hvis du tilbringer lidt tid én gang om ugen under et solarium, vil dette undgås, da solariet udsender masser af UV-B stråler. Derudover får de jo også den dejlige glød og varme.

Man skal dog også tænke på andre, når man står og glaner ned af listen. Det ville jo være usympatisk ikke at tænke på dem, der omgiver os – det ville være en skam ikke at kunne dele livet med nogen. Igen hjælpes man på vej af et lille afkrydsningsskema:

Svarede du ja flest gange? Så burde du igen stemme borgerligt. De fleste af os vil knap nok kunne forestille sig et liv uden e-mails, mobiltelefoner, computere, facebook og dets lignende. Men nogle steder er det en realitet. Vi læste, så eller hørte alle sammen om Libyen – et sted, hvor en stor stat var så ufattelig bange for omverdenen, at den måtte lukke af for et enormt netværk som facebook. Desværre kan det også blive en realitet herhjemme. Borgerlige, liberalister og mange keynesianister mener, at hvis man fratager et folk frihed, så vil de ikke blive bedre, gladere og have det bedre. Tænk det selv – hvis man ikke måtte starte en forening op, hvor man varetog lige netop sin egen interesse, ville man så have muligheden for at blive gladere for sin interesse?

Der er mange overvejelser, men at have lov og give lov til det, man og andre bliver glade for, kan næppe være en dårlig ting.

Hvis man har svært ved at forstå alvoren i disse tal, kan man bare tage et kig på Tietgenskolen i Odense. På skolen læser 50 % af eleverne på 3.-4.-klassesniveau, mens 80 % af eleverne regner så dårligt, at de stadigvæk er på 3.-4. -klassesniveau.

Jeg kan ikke forestille mig, at det er nemt at gennemføre en handelsuddannelse, når man ikke kan regne et simpelt gangestykke som 9*5 ud.  Regeringen er kommet med følgende forslag til en reform af verdens dyreste folkeskole:

1.       Alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2. klasse.

2.       Det, eleverne nu kan i 9. klasse, skal de fremover kunne i 8. klasse.

3.       Færre elever skal i specialklasser og på  specialskoler.

4.       Fremtidens lærere skal rekrutteres blandt de bedste studerende.

5.       Undervisningen skal baseres på viden, ikke på vane.

6.       Elever, forældre og skolebestyrelser skal i højere grad være med til at udvikle folkeskolen.

7.       Klare mål og åbenhed om resultater skal mindske behovet for at styre i detaljen.

Mange gode og fornuftige forslag fra regeringen, men jeg synes, at ikke vi skal indføre flere nationale test, for jeg ønsker ikke et større bureaukratisk helvede for skolerne. Jeg tror godt, skolerne kan få et overblik over elevens faglige niveau, uden at det nødvendigvis skal kontrolleres nationalt.  Jeg mener, at det vigtigste tiltag må være at få lærerne bedre uddannede og mere engagerede i undervisningen.  Fx går det ikke, at en lærer gentagne gange kommer for sent til undervisningen, uden at det får konsekvenser. Dernæst er det selvfølgelig afgørende, at eleverne er villige til at lære, at læreren er accepteret som en autoritet, og at eleverne kan se, at det er vigtigt for deres fremtid at deltage aktivt i undervisningen.

Jeg synes heller ikke, det gør noget,  at man opretter eliteklasser; det kan tværtimod kun medvirke til, at den enkelte elev får bedre undervisning og større motivation til at lære nyt. Hvis eleven ikke bliver udfordret i sin undervisning, er sandsynligheden for, at eleven mister interessen for skolearbejdet, også større.

Jeg synes også det er vigtigt, at vi har et mål om at nedbringe behovet for specialundervisning, men når det er sagt, har vi også et ansvar for de unge med læse- og staveproblemer, som ikke kan afhjælpes i den daglige undervisning. Det kunne fx være tilfælde af svær ordblindhed. Det hjælper ikke, at kommunerne nægter at sende svært ordblinde på specialskoler, fordi det er billigere at sætte ekstra tid af til eleven.

Det kan sagtens være en udmærket løsning at sætte ekstra ressourcer af til elever med læse- og staveproblemer, så de kan følge den almindelige undervisning i folkeskolen, men det er urealistisk at tro, at svært ordblinde kan følge en normal undervisningsdag.   Det er synd for eleven, som ikke lærer noget, og for skolen, som ikke har mulighederne for at hjælpe ordentligt – og i sidste ende går det naturligvis ud over samfundet.

Både rød og blå blok er kommet med hver deres pointsystem til familiesammenføringer. Pointsystemerne tager begge udgangspunkt i, at indvandrere over og under 24 år skal opnå nogle kvalifikationer for at komme til landet. I regeringens pointsystem får man bl.a. mere end dobbelt så mange point for en høj universitetsuddannelse end for en almindelig erhvervsuddannelse.

Man kan ikke beskylde regeringen for at lave et letforståeligt pointsystem. Der stilles ikke alene krav til den udlænding, som vil herop, men også til den danske statsborger, som vil familiesammenføres. Bl.a. hørte jeg i nyhederne i morges om en mand, som ikke kunne få sin kone til Danmark, fordi han i en periode havde været på kontanthjælp pga. stress – selv om konen havde en god erhvervsuddannelse, kunne tale nogenlunde dansk og i princippet med et godt arbejde i Danmark nemt kunne forsørge sig selv. Man forhindrer simpelthen folk, som ikke ligger samfundet til last, men i stedet både vil og kan yde til samfundet, i at komme ind.

S og SF’s forslag for over 24 år er et, som de fleste, der gerne vil yde til samfundet, kan opfylde. Men heller ikke det forslag sikrer, at alle som både kan og vil yde til det danske samfund har mulighed for det. Hvad med de tonsvis af pizzeriaer, som ejes af folk med indvandrerbaggrund? Det er da ikke sikkert, at de alle er helt vildt gode til dansk, engelsk eller har en uddannelse. Det er vel heller ikke det, som skal være afgørende for, om man er velkommen i Danmark eller ej. Det skal vel være, om man selv eller ens partner kan forsørge en.

Jeg synes, at ideen om et pointsystem, hvor vi fra statslig side stiller krav om både personlige og faglige kvaliteter, som vi sætter højere end andre, er at gå for langt. Vi er alle forskellige og har alle forskellige kvaliteter, som vi kan bidrage med. Politikerne skal ikke bestemme, om du må tage din thailandske kone med hjem – hvis du ellers er villig til at forsørge hende. Jeg synes, det er uliberalt at ville styre, hvem vi skal danne familie med. Det er jo ikke, fordi jeg gerne vil gøre helt vild reklame for Liberal Alliance, men de er for mig at se de eneste, som har fundet på et acceptabelt forslag. De vil nemlig gøre det muligt for alle indvandrere uanset uddannelse at komme til Danmark, hvis de ellers kan følge nogle få og let gennemskuelige krav:

1.      De skal kunne forsørge sig selv eller blive forsørget af deres ægtefælle.

2.      De må ikke få sociale ydelser fra det offentlige i de første 5 år.

3.      De skal tegne en privat sundhedsforsikring

Det er tre enkle krav, og de stiller ikke mærkelige krav til ens uddannelse. De er fint i tråd med den liberale tankegang og påvirker kun den personlige frihed minimalt.

Kritikerne af denne politik siger, at den deler befolkningen op i et A- og et B-hold. De, som kan modtage offentlige ydelser, og de, som ikke kan. Det er klart, at man ikke kan lukke enhver ind uden at sikre, at vedkommende har et økonomisk fundament. Jeg synes, Liberal Alliance er kommet med det bedste og mest fair bud på nogle familiesammenføringsregler. At de så nok aldrig kan få et flertal for dem, det er noget andet.

Danmark huser i dag et landbrug, der på mange punkter er blandt de mest effektive i verden, også hvad angår miljø, dyrevelfærd og sundhed i det hele taget. Vi har i det hele taget gode muligheder for i fremtiden at være blandt de foretrukne leverandører af kvalitetsfødevarer, som i takt med den øgede velstand i hele verden vil blive en mere efterspurgt vare.

Udviklingen i landbruget har givet basis for en stor gruppe følgeerhverv, der i sig selv beskæftiger mange flere mennesker end selve landbruget. Mange tekniske løsninger er blevet udviklet i Danmark til benyttelse i landbrugssektoren over hele verden, hvorved en effektiv og velfungerende landbrugssektor i Danmark åbner mulighed for at eksportere alt fra basale fødevare til maskiner, IT-løsninger og forskning.

Landbruget bidrager dermed til beskæftigelse på alle niveauer i samfundet. Eksporten af landbrugsvarer har tilmed vist sig at være forholdsvis stabil trods finanskrisen – i modsætning til den øvrige eksport. Derved udgør landbrugseksporten i dag en større andel af den samlede eksport end før krisen. Dette er med til at sikre Danmark en stabil tilførsel af fremmed valuta.

Det er dog ikke lige fødevaresektoren, den fremadstræbende politiker typisk har i tankerne, når visionerne om Danmarks fremtid skal tegnes. Der er derimod hovedsageligt fokus på, at vi skal være førende på områder som IT, forskning og uddannelse. Ikke dermed sagt, at det ikke er vigtige områder. Problemet er bare, at vi for længst er blevet overhalet på disse felter, ligesom det er områder, hvor mange andre fremadstræbende nationer med mindst ligeså dygtige mennesker har satset milliarder de senere år. Vi kan derfor ikke forlade os på, at vi alle skal være enten IT-programmører eller akademikere mv.

Desværre har fødevaresektoren i Danmark særdeles trange kår for øjeblikket. Det skyldes dels den verdensomspændende krise, dels det høje lønningsniveau i Danmark, hvilket er faktorer, erhvervet må leve med som en naturlig konsekvens af at agere på et forholdsvis frit verdensmarked.

Det største problem for den danske fødevarebranche er dog den politiske indblanding i form af skrappe miljøkrav, langsommelige og bureaukratiske sagsbehandlinger, afgifter på energi mv., der er med til at gøre det væsentlig dyrere at producere fødevarer i Danmark end i resten af EU. Ikke bare i den primære landbrugssektor, men især også i følgeindustrien, hvor specielt de høje afgifter på energi er et problem. Det højt agtede forureneren betaler-princip er kort sagt ved at tage livet af store dele af fødevareindustrien.

I sig selv giver det da mening, at det er forureneren, der skal betale, og på sin vis bør nogle virksomheder da heller ikke slippe billigere end andre. Man bør bare se på, hvad formålet med en energiafgift er. Er formålet med de høje energiafgifter virkelig, at vi skal lukke vores mest energikrævende virksomheder, selv om de er blandt de mest energieffektive på verdensplan, bare for at kunne kalde os ”førende” på miljøområdet, vel vidende at det koster tusindvis af arbejdspladser?

Produktion af grøn energi er naturligvis en interessant mulighed for dansk landbrug, denne udvikling er også i gang, og har været det i årevis. I ligeså mange år har den blot været hæmmet af en energipolitik, der mere bærer præg af at være en skjult finansieringsform for velfærdsstaten end af egentlig interesse i energiudviklingen. Det har ikke skortet på lysten til at pøse penge i nye forskningsprojekter på området, men derimod knebet med lysten til at sikre deres levedygtighed i praksis bagefter. Af den grund er der i dag kun et ringe et økonomisk incitament til bl.a. at drive biogasanlæg, vindmøller samt afbrænde eksempelvis rapsolie.

Er virkelig det statens opgave at opstille fine mål og visioner for, hvad og hvor meget private virksomheder skal producere i 2020? Eller er det statens opgave at sikre, at de samme private virksomheder har muligheden for at klare sig på så frie markedsvilkår som muligt og ikke belastes af konkurrenceforvridende afgifter og unødig bureaukrati?

• kommunen skal spare 200 mio. kr. i 2010-2011
• børne- og ungeområdet allerede støttes markant
• prioriteringen medfører smagsafhængig skævvridning af midlerne
• penge skaber ikke kultur; det gør mennesker derimod
• private initiativer udmærket kan varetage de tilbud, der i dag støttes kommunalt

Derfor finder vi, at

• ungdomskultur skabes bedst af de unge selv
• udbygning af kommunens støtte ikke er ønskelig
• støtten bør forbeholdes almen folkeoplysning
• det kommunale fokus bør være på kerneydelserne

HVORFOR NU DET? VU Viborg arbejder for en rig og varieret ungdomskultur med gode muligheder for at udtrykke sig kulturelt for den enkelte unge borger i Viborg Kommune. Foreningen finder imidlertid, at dette i høj grad allerede er tilfældet. Kommunen støtter gennem Ungdomsrådets projekter og i ungdomsskoleregi allerede ungdomskulturen på adskillige fronter. Dertil kommer alle de kulturelle udfoldelser, der er beregnet for alle kommunens borgere, og som støttes af bl.a. kommunens kulturudvalg.

Det gode kulturliv i Viborg er dog langt fra kun det det, der støttes kommunalt. Kulturen blomstrer både i foreningslivet og på det kommercielle plan. Den indsats, der ydes af lokale ildsjæle, er og bør være fundamentet for et levende kulturliv. Grundlaget bør ikke være selve støtten. Hvad angår det det kommercielle område, er dette også et vigtigt element i en levende ungdomskultur. Se eksempelvis på Viborgs biograf, der udbyder et godt kulturtilbud til bl.a. byens unge. Eksistensgrundlaget er ikke kommunal støtte, men folks efterspørgsel efter det, der udbydes. Ikke hermed sagt, at filmkulturen i biografen er bedre end Palettens musikalske program. Men hvorfor ikke lade Paletten fungere på samme måde som biografen og lade det være op til brugerne at afgøre, om Palettens tilbud har tilstrækkelig kvalitet og relevans til, at det berettiger spillestedets eksistens?

Ungdommens muligheder for kulturel udfoldelse støttes allerede væsentligt på nuværende tidspunkt. VU Viborg er imidlertid af den overbevisning, at kultur ikke i overvejende grad er et spørgsmål om økonomi. Tværtimod handler kultur for Viborgs unge liberale om ansvar og initiativ. Derfor finder vi den rettighedstænkning, der dominerer i den danske ungdom, ganske bekymrende. Kultur er ikke noget, man har ret til. Det er noget, man skaber, og netop i den unge generation, hvor det tidligere var en æressag at skabe nyt og udfordre konventionerne ved i selvstændighed at stable projekter på benene, er denne indsigt tilsyneladende ved at fortabe sig i de kommunale støttekroners tåger.

Engang kunne ungdommen ikke forestille sig noget mere nedværdigende og lavt end at være afhængig af det etablerede i skabelsen af ny kultur. Tænk blot på 68’erne, bz’erne og punkerne – og vi kunne blive ved. I dag har selv ungdomskulturens mest eksponerede pionerer forladt denne tankegang og kræver ublu af samfundet, at det betaler gildet – alt imens de til stadighed hævder egen selvstændighed. Det nye Ungdomshus på Dorotheavej i Københavns Kommune er et af de sørgelige eksempler på dette forfald.

Set i lyset af ovenstående (samt med den aktuelle økonomiske situation in mente) mener VU Viborg, at det hverken er forsvarligt eller ønskeligt at udbygge støtten til Viborgs ungdomskultur på nuværende tidspunkt. Tværtimod mener vi, at Viborgs unge i højere grad selv må på banen og skabe den ungdomskultur, de savner i kommunen. Ungdomskultur skabes i sagens natur bedst af dem, der er en del af den: de unge selv.

For VU Viborg er det vigtigt, at skatteydernes penge fordeles på en måde, der sikrer, at de kommer alle – og ikke kun mindre grupper – til gode. Derfor mener vi, at man i diskussionen om kommunal kulturstøtte bør skelne mellem på den ene side projekter af alment folkeoplysende karakter og på den anden side snævrere kulturelle tilbud. For os er fælles kulturelle goder af folkeoplysende karakter som for eksempel biblioteksdriften de til enhver tid vigtigste. VU Viborg påpeger i den forbindelse, at en række af de støtteprojekter til ungdomskultur, der for øjeblikket debatteres, er problematiske, fordi de tilgodeser bestemte segmenter af ungdommen snarere end ungdommen som helhed. Som eksempel kan nævnes Ungdomsrådets tanker om etableringen af en graffitimur.

En sådan ulige fordeling af støttemidlerne er udtryk for kommunal prioritering af, hvormed det er mest hensigtsmæssigt at beskæftige de unge. Det samme gør sig gældende for millionstøtten til Paletten. Hvem har afgjort, at disse penge ikke i stedet skal gå til gratis bowling? Disse smagsdomme er for os at se et tilbagevendende problem, der gør den nuværende støttemodel illegitim og dermed yderligere understøtter vor holdning om, at støtten bør holdes på et minimumsniveau, således at kun åbenlyst nødvendig folkeoplysning finansieres kommunalt.

VU Viborg forventer, at de kulturelle tilbud for såvel unge som gamle i Viborg Kommune, der har folkelig opbakning, fortsat vil udbydes, såfremt støtten bortfalder, idet det private initiativ i disse tilfælde vil have gode incitamenter til at overtage driften. I de tilfælde, hvor der omvendt ikke er tilstrækkelig folkelig opbakning til, at et givent kulturelt projekt kan videreføres kommercielt, er dette i sig selv bevis for, at den kommunale støtte førhen ikke er blevet tildelt med tilstrækkelig omhu og respekt for skatteydernes penge.